Global Insurance Market Index - 2020 Q3
Ifølge Marshs Global Insurance Market Index-rapport er de globale forsikringsrater i tredje kvartal af 2020 steget for 12. kvartal i træk. Indekset er baseret på fornyelsesrater fra verdens største forsikringsmarkeder, herunder 90 % af de samlede præmier placeret af Marsh verden over.
- Stigningen i forsikringsraterne er på 20 %, hvilket er den største stigning siden 2012. Det følger tendensen fra både første og andet kvartal med stigninger på henholdsvis 14 % og 19 %.
- Såvel globalt som i Danmark og de øvrige nordiske lande har COVID-19 pandemien været medvirkende til en stigning i forsikringsraterne. Overordnet forventes det danske og nordiske forsikringsmarked dog at blive mindre påvirket af COVID-19 pandemien end de globale forsikringsmarkeder, da danske og nordiske forsikringsselskaber har været mindre eksponeret for skader relateret til pandemien.
- De gennemsnitlige ratestigninger tilskrives primært stigninger i de finansielle og professionelle forsikringer (FINPRO) samt property-forsikringer, men også ansvarsforsikringer oplever stigninger.
- Globalt steg property-markedet med 21 %, finansielle og professionelle markeder steg med 40 % og ansvarsmarkedet steg med 6 %. Stigningerne opleves i alle regioner af verden, men er mest udtalt i Storbritannien, USA og Stillehavsregionen.
- I det europæiske marked steg raterne med 15 %, hvilket især skyldes finansielle og professionelle forsikringer, hvor raterne steg med 24 %, samt property-forsikringer, som steg med 21 %. Ansvarsforsikringerne steg med 5 %.
Det danske og nordiske marked
Indtil nu har der i 2020 været præmiestigninger for især property-, ansvars- og FINPRO-forsikringer. Direktions- og bestyrelsesansvar (D&O), kriminalitet, professionelt ansvar og property fortsætter tendensen fra 2019 og de første to kvartaler af 2020 med langtrukne forhandlingsforløb på såvel udbud som ved almindelige fornyelser. Dette stiller krav til, at fornyelsesprocessen starter så tidligt som muligt, og at virksomheden skal kunne besvare flere spørgsmål fra forsikringsselskaberne.
Udviklingen på det globale forsikringsmarked, herunder genforsikringsmarkedet, har som ventet fået en afsmittende effekt på det danske og nordiske forsikringsmarked. Det indebærer langtrukne forhandlingsforløb og flere spørgsmål til risikoen og klausuler om smitsomme sygdomme.
Marsh har arbejdet og arbejder fortsat hårdt for at påvirke de globale forsikrings- og genforsikringsmarkeder til at ændre ordlyden i disse klausuler for at undgå de utilsigtede konsekvenser for vores kunder. Klausulerne har været eskaleret af Marsh til højeste niveau hos forsikringsselskaberne. Arbejdet er lykkedes med en del forsikringsselskaber, hvor der er fundet fornuftige løsninger, men arbejdet er langt fra afsluttet.
De internationale forsikringsselskaber er underlagt skrappere interne retningslinjer for indtegning og prissætning af risici som følge af de seneste års utilfredsstillende resultater samt følgerne af COVID-19 pandemien. Dette betyder, at tilbud, herunder fornyelsestilbud, i langt højere grad skal godkendes fra centralt sted i forsikringsselskabernes globale eller regionale organisationer.
Forsikringsselskaberne har i det hele taget et øget fokus på, om kunderne har god risikostyring for virksomheden, uanset om det er globale virksomheder eller regionalt/lokalt orienteret virksomheder. Det gælder på tværs af alle forsikringstyper, men især for property-forsikringer.
Den globale COVID-19 pandemi har indvirket en smule på prissætningen på mange forsikringstyper, primært med præmiestigninger til følge. Vi forventer, at stigningerne vil fortsætte i de kommende kvartaler. Det danske/nordiske forsikringsmarked forventes dog som nævnt overordnet at blive mindre påvirket af COVID-19 pandemien.
- Property-markedet i Norden er lig med det globale marked blevet hårdere, og vi oplever stigende præmier i niveauet 20-25 % og langt flere spørgsmål til kundernes risikoeksponering. Derudover ses en indskrænkning i visse dækningsudvidelser. Vi forventer dog ikke en væsentlig reduktion af kapacitet i markedet.
- Det er fortsat et hårdt marked for finansielle og professionelle forsikringer (FINPRO). Der er væsentlige præmiestigninger – nogle på over 100 % –, en mere restriktiv tilgang hos selskaberne og en reduceret kapacitet.
- Markedet for ansvarsforsikringer viser generelt stigninger, især inden for tungere ansvarsrisici samt excess-kapacitet. Særligt virksomheder med stor USA-eksponering oplever stigninger og øgede krav til risikooplysninger, herunder krav til involvering af risikoingeniører. Der introduceres tillige nye undtagelser, bl.a. for smitsomme sygdomme og cyber, samt ændringer i summer og sublimits, f.eks. for auto excess, tilbagekaldelse (recall), professionelt ansvar og lægelig fejlbehandling (medical malpractice). Der er fortsat god konkurrence i markedet for så vidt angår attraktive risici – særligt kunder med ingen eller mindre USA-eksponering og med god skadestatistik.
De fleste forsikringsselskaber har oplyst, at indekset for 2021 for arbejdsskadeforsikringer bliver i niveauet 12-15 %. Det er det højeste niveau, vi nogensinde har registreret, og overgår således det hidtidige rekordindeks, nemlig 2019-indekset, som var på 9-10 %. Det høje indeks skyldes ifølge forsikringsselskaberne det stigende antal afgørelser fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) og en stigning i antallet af tilkendelser af erhvervsevnetab.
Ud over et hårdt marked med prisstigninger ser vi fortsat, at de fleste forsikringsselskaber kræver klausuler for smitsomme sygdomme, hvilket i det fleste tilfælde vurderes at være et krav fra genforsikringsselskaberne. Vi er dog meget kritiske over for disse klausuler, da klausulerne kan få utilsigtet konsekvenser ved at undtage skader, som det har været hensigten, at forsikringen skal dække.